Scandi Byg ønsker alle god jul og godt nytår
Kalenderen viser snart 2025, og dermed er det tid til at gøre status på året, der gik. Hos Scandi Byg har det været et spændende og begivenhedsrigt år, hvor vi blev en del af Nordic Wood Industries og kunne byde velkommen til vores nye administrerende direktør, Henrik Mielke. Året har også været præget af ambitiøse byggeprojekter, som fortsætter ind i 2025, og så kunne vi løfte sløret for, at vi snart kan tilbyde LCA-screening allerede i tilbudsfasen.
Den 1. januar indtrådte Scandi Byg officielt i den danske trækoncern Nordic Wood Industries, og vi kan således fejre det første år i selskab med resten af koncernens virksomheder, som hver og en arbejder for og med træ og træbaserede løsninger til byggeriet. Med Nordic Wood Industries i ryggen har vi i Scandi Byg allerede haft rig mulighed for at vidensdele på tværs af selskaberne, og det nye år vil byde på et endnu tættere samarbejde, hvor vi i fællesskab skal styrke og udvikle vores løsninger.
2024 bød også på et direktørskifte, da Henrik Mielke tiltrådte som administrerende direktør i Scandi Byg. Henrik Mielke fortsætter udviklingen af virksomheden, så vi også i fremtiden er kendt for at være på forkant med udviklingen i byggebranchen, når det kommer til effektivt og ressourcebesparende byggeri af høj kvalitet.
Træbaserede modulbyggerier spirer frem
Det seneste år har også stået på mange spændende byggeprojekter. Tidligere på året kunne vi blandt andet igangsætte byggeriet på de første byggefelter i den nye bydel Fælledby på Amager. Og i september kunne vi så hejse kransen over de første moduler, da der var rejsegilde på det ene byggefelt. Fælledby er et ambitiøst projekt med træet i centrum, og Scandi Bygs to igangværende byggeprojekter, som består af i alt 171 boliger og et fælleshus, er Svanemærket samt DGNB Platin-certificeret. Vi ser frem til at afslutte de to byggefelter i første halvdel af 2025.
Omtrent 30 kilometer fra Fælledby i den nye bydel Nærheden ved Hedehusene er vi ligeledes i fuld gang med at opføre et ambitiøst boligprojekt, som består af 158 boliger. Projektet er udviklet i tæt samarbejde med ejendomsudvikleren Home.earth, og der er sat skrappe krav til LCA-beregningerne, der med en CO2-udledning på lige under 5,5 kg. CO2-ækv./m2/år ligger under de forventede grænseværdier for etageboliger i 2029. Halvdelen af modulerne er nu monteret, og vi ser frem til at afslutte projektet i det nye år.
Tidligere på året kunne vi også sætte et flueben ved projektet Ved Skoven, som er Scandi Bygs største svanemærkede byggeri til dato. De 115 boliger ligger i Allerød Kommune og er opført i en totalentreprise på vegne af Lejerbo. Modulbyggeriet har gjort det muligt at holde byggetiden nede, og vi afleverede nøglerne til de nye beboere fire måneder før tid.
LCA-screening bliver central i tilbudsfasen
Sidst, men bestemt ikke mindst, blev 2024 året, hvor vi blev markant skarpere på vores livscyklusanalyser. I snart to år har byggebranchen arbejdet med LCA-beregninger i byggeriet, og der er ingen tvivl om, at livscyklusvurderingen er kommet for at blive. I Scandi Byg kan vi gennem vores egen regnemodel levere LCA-beregninger i de tidligere faser af et projekt, og dén regnemodel har vi fået udviklet væsentligt.
Således vil vi i det nye år kunne inkludere en LCA-screening allerede i tilbudsfasen og dermed tydeligt vise, hvad til- og fravalg i byggeprocessen har af betydning for CO2-udledningen i sidste ende. Det giver nye muligheder for bygherren, som får mulighed for at justere på projektet i de tidligste faser. Næste step er, at beregningerne også skal medtage byggeprocessen, som bliver en del af livscyklusvurderingen, når det nye bygningsreglement træder i kraft den 1. juli 2025.
Året har dermed budt på enormt meget godt, og vi glæder os til 2025, hvor vi skal starte og udvikle mere på de tætte samarbejdsrelationer.
Scandi Byg ønsker alle glædelig jul og godt nytår!