Ny hjælp til bygherrerne: Sådan renoverer, demonterer og nedbryder du modulbyggeri

13 november, 2024

Hvordan udnytter man ressourcerne bedst muligt og samtidig undgår materialespild? Det spørgsmål besvarer Scandi Byg nu i en ny vejledning, som skal gøre det lettere for bygherrerne at vide, hvordan de bedst muligt renoverer, demonterer eller nedbryder moduler fra Scandi Byg.

Cirkulært byggeri er blevet et væsentligt fokusområde i byggebranchen. Det gælder også for Scandi Byg, som helt fra starten planlægger et byggeri ud fra, hvordan man udnytter ressourcerne og undgår spild – ikke alene i selve byggeprocessen, men også når det kommer til renovering og bortskaffelse.

I den forbindelse har virksomheden nu udviklet en udførlig vejledning, som dels skal gøre det lettere Scandi Byg selv at renovere, demontere og nedbryde byggerierne på ordentlig vis, og som dels skal sikre, at den viden ikke går tabt, når Scandi Byg overleverer et byggeprojekt.  
- Vi gør os enormt mange overvejelser omkring vores byggeri, så det fra ende til anden belaster klimaet mindst muligt, og den viden vil vi gerne give videre til bygherrerne. Faktisk forsøger vi at vejlede dem allerede i de tidlige designfaser til at gøre sig nogle overvejelser om bygningens fremtidige liv og muligheder, som kan hjælpe, når man på et tidspunkt vil noget andet med byggeriet, forklarer udviklingschef i Scandi Byg, Mads Seneca Simonsen.

Med modulbyggeri er der rigtig gode muligheder for at demontere og genopstille på en ny lokation. Det er cirkularitet på højeste niveau og er dermed også som oftest den form for genbrug af moduler, der sikrer den laveste miljøpåvirkning.

- Vi har lavet en vejledning, der trin for trin fortæller, hvordan man kan genbruge modulerne på nye lokationer, så vi bidrager så meget som muligt til, at de får et langt og godt liv. Men der vil dog også være nogle tilfælde, hvor byggeriet ikke kan renoveres eller flyttes, og så kan det være nødvendigt med nedbrydning, forklarer Mads Seneca Simonsen.

Både standardiseret og tilpasset guide
Scandi Bygs industrielle og standardiserede proces ved produktionen af de rumstore moduler er lig med en høj gentagelseseffekt. Det er blandt andet det, der gør det muligt nu at lave den samlede, standardiserede guide til konstruktionerne.

- Det er klart, at sammenlignet med mange andre har vi en mere standardiseret byggeproces, som gør det lettere at gøre den viden tilgængelig på tværs af byggeprojekter, uanset geometrien i det enkelte projekt. Men i nogle tilfælde vil det også være nødvendigt med en tilpasset vejledning til det konkrete byggeprojekt, og så er vi naturligvis også behjælpelig med det, slutter Mads Seneca Simonsen.

Scandi Bygs byggemetode understøtter generelt de 10 principper for tilpasning og adskillelse, som er beskrevet i ISO20887:2020-standarden. Den nye vejledning uddyber, hvordan nogle af principperne konkret udmøntes med detaljerede anvisninger.