Scandi Byg kan nu levere industrielt fremstillet modulbyggeri i træ på mere end fire etager som standard

06 april, 2021

Hos Scandi Byg har vi netop fået godkendt vores trækonstruktioner i en REI 120-brandtest, hvilket betyder, at vi som de første på det danske marked nu kan bygge præfabrikeret modulbyggeri i træ på mere end fire etager som fast standard – og det åbner for helt nye muligheder.

Selvom det i lang tid har været muligt at bygge træhuse højere end fire etager, så har blandt andet bygningsreglementets høje krav til dokumentation gjort det svært for mange af landets trævirksomheder. Hos Scandi Byg er vi dog netop kommet i mål med den del, da en ny godkendt brandtest nu betyder, at vi kan bygge mere end fire etager som fast standard. Det er ikke alene en vigtig milepæl for Scandi Byg, men også for træbyggeriet generelt.

- Hos Scandi Byg har vi i lang tid arbejdet imod at kunne bygge etagebyggeri i træ på mere end fire etager, fordi der kommer større og større efterspørgsel på bæredygtige løsninger. Derfor er vi naturligvis også utrolig begejstrede for, at vi nu har dokumentation for, at vores trækonstruktioner er så stærke, at de kan bestå en REI 120-test. Den nye dokumentation betyder nemlig, at vi kan opfylde kravene i bygningsreglementet til etagebyggeri i træ og således bygge endnu højere, præfabrikerede modulbyggerier, siger administrerende direktør i Scandi Byg, Christian Halken, og fortsætter:

- Det er ikke kun et vigtigt skridt for Scandi Byg, men også for træbyggeri generelt. Godkendelsen skaber nemlig endnu flere erfaringer og muligheder for at øge andelen af træ i byggeriet i Danmark, som kan spille en betydelig rolle i forhold til at reducere landets samlede CO2-udledning.

Det er DBI – Dansk Brand og sikringsteknisk Institut i Hvidovre, der har foretaget brandtesten af Scandi Bygs trækonstruktioner. Her blev Scandi Bygs bærende trækonstruktioner testet for brand i mindst to timer med mere end 1.000 grader i slutfasen.

- Så vidt vi ved, er vi hos Scandi Byg de første i Danmark, der har fået dokumenteret vores bærende trækonstruktioner og dermed kan bygge etagebyggerier over fire etager i træ som standard. Det er vi naturligvis stolte over, for hos Scandi Byg ønsker vi at sætte standarden for fremtidens byggeri med en innovativ og bæredygtig byggeproces. Derfor arbejder vi hele tiden på at udvikle vores standarder og måden, vi producerer industrielt modulbyggeri på, og tager således gerne de udviklende skridt som firstmovers, forklarer Horst Günther, der er teknisk chef hos Scandi Byg.

Stigende behov for etagebyggeri i træ
Med den stigende urbanisering samt et stærkt behov for bæredygtigt etagebyggeri i ind- og udland skaber Scandi Bygs nye dokumentation ifølge Horst Günther endnu flere muligheder for, at virksomheden kan byde ind på projekter i mere end fire etager og dermed øge Scandi Bygs konkurrenceevne netop inden for dette segment: 

- Etagebyggeri over fire etager er ikke længere blot forbeholdt materialer i beton og stål. Det kan vi blandt andet se i udlandet. I vores nabolande bygger de langt flere bygninger med træ som bærende konstruktioner, og udenlandske erfaringer viser, at man sagtens kan bygge højt i træ også som modulbyggeri og få glæde af den industrielle form for byggemetode, forklarer han og fortsætter:

- Vi håber derfor på, at den nye godkendte brandtest kan åbne døre for mange flere byggeprojekter. Markedet efterspørger i stigende grad bæredygtige etageejendomme i træ, og den efterspørgsel kan vi nu imødekomme med den nye standardløsning. Det gør os ikke alene mere konkurrencedygtige på markedet, men vi kan også bidrage til at påvirke byggebranchen i en mere bæredygtig retning.

Horst Günther slår desuden fast, at Scandi Bygs produktion allerede kan bygge de høje etagebyggerier. Derfor har Scandi Byg også flere projekter på tegnebrættet, der indebærer både fem og seks etager.