Alberts Have, der er opført på Teglmosegrunden i Albertslund, er det første af 11 projekter under rammeaftalen og består af tre gårdgrupper med 24 boliger i hver. De 72 familieboliger er mellem 82 og 130 m² i 1 til 3 etager.
Boligerne er opført ud fra et basisbyggemodul, som sikrer fleksibel udformning af bebyggelsen, ligesom ruminddelingen er fleksibel fra en fuldstændig åben planløsning til en løsning med maximalt 4 værelser. Boliger i stueetagen har adgang til haver eller terrasser, og boliger på øvrige etager har adgang til tilvalgte altaner og/eller taghaver.
Alle overflader er robuste med minimum af vedligehold, som eksempelvis fliser fra gulv til loft på badeværelser og gule teglfacader fra Röben tegl monteret på klink.
Byggeriet lever op til Bygningsklasse 2020 i henhold til BR10. Der er taget udgangspunkt i ”Det gode byggeri”, der sikrer beboerne et optimalt indeklima med et minimalt energiforbrug og enkel drift og vedligehold. Bygningsklasse 2020 opnås alene ved anvendelse af passive tiltag.
Også uderummene er der gjort meget ud af, så det er et godt leve/bo miljø med private forhaver og større fælles opholdsarealer.
Byggesystemet med færdigapterede rumstore moduler produceret på fabrik er garanteret bæredygtigt og sikrer ensartet høj kvalitet og tørt byggeri.
Ved 1. spadestik på byggeriet ultimo 2014 udtalte Byggedirektør i KAB Rolf Anderson:
”Alberts Have er blandt de første af en ny generation af AlmenBolig+, og hver gang prøver vi jo at gøre det lidt bedre - denne gang er vi bl.a. gået et niveau op i bæredygtighed fra Lavenergiklasse 2015 til Bygningsklasse 2020 og har indført nye materialer.”