Emblasgade

Emblasgade 3-167, 2100 København Ø

Bygherre
Domea
Entrepriseform
Totalentreprise
Arkitekt
ONV Arkitekter
Areal
11.820 m²
Scandi Byg har i København Ø. opført 113 almene famileboliger under AlmenBolig+-konceptet. I 2009 vandt vi én af de seneste års største boligopgaver i Danmark, AlmenBolig+, som vi nu har opført 7 steder rundt om i landet.

AlmenBolig+ er et forsøgsprojekt udviklet af KAB og godkendt af Velfærdsministeriet, som har til formål at etablere en ny generation af billige almene boliger. 

Boligerne i Emblasgade er mellem 85 og 125 m², og uanset boligens størrelse er grundindretningen den samme med badeværelse og basiskøkken, mens resten er op til de nye beboere. 

Bebyggelsen er opført dels som rækkehuse i 2 etager, dels som 1-plans handícapvenlige boliger med overliggende 2-etagers rækkehuse. Byggeriet fremstår med vedligeholdelsesvenlige facader i Swisspearl, sort tagpap samt funktionelle vinduesskodder, der giver byggeriet et dynamisk udtryk. 

Udfordringen i AlmenBolig+ har været at udvikle et fleksibelt boligkoncept, der er billigt i både opførelse og drift, hvilket er lykkedes med Scandi Bygs løsning, der kan opføres fra 7.500 kr/m². Boligerne er bygget med rumstore moduler. Modulerne produceres på vores danske fabrik som færdige, velfungerende rum, som efterfølgende leveres på pladsen og opsættes på betonfundamenter.

Boligerne er udviklet med fokus på energi og bæredygtighed og er opført som Lavenergiklasse 2015.