Det samlede projekt med boliger, butikker, restauranter og en grøn gårdpark er et nyt vartegn for Vanløse Bymidte, og der er skabt unikke boliger, som har udsigt over København samtidig med at de har deres egen have eller altan. Vartegnet er opkaldt efter den gamle margarinefabrik ”Kronen” på Jyllingevej. Boligerne er opført i op til 4 etager fordelt på 18 blokke. Der er etableret en blanding af ungdoms- og familieboliger i varierende størrelser, hvor ungdomsboligerne gennemsnitligt er 40 m², familieboligerne er gennemsnitligt 95 m². 75 % af boligerne er private lejeboliger, 25 % er almene boliger. Facaderne fremstår med et markant udtryk i grå aluminiumplader og fladt tag beklædt med tagpap. Store vinduespartier med flot lysindfald understreger det markante udtryk. Indvendigt er boligerne holdt i lyse farver og med gulve i lys eg. Mellem boligblokkene er anlagt et samlet landskabsprojekt med adgangsstier, små torve og mindre stier til de private haver eller svalegange til boligerne. Området har trappe- og elevatortårne med indgang fra gaden direkte op til områdets gårdhave.
Da byggeriet foregik i et tæt bebygget område var det vigtigt, at processen på byggepladsen foregik effektivt og støjsvagt, og netop denne form for byggeri er Scandi Byg kendt for at levere. Boligerne er udført med fokus på bæredygtighed, indeklima og energiforbrug og opfylder kravene til Lavenergiklasse 2015 jf. BR15.
”Det er en spændende udfordring at få de utrolig mange krav til dette meget komplicerede byggefelt til at gå op i en højere enhed." Arkitekt Sangberg